Mentorer i udsatte boligområder

 

De mest udsatte unge er ofte en vanskelig opgave for de sociale myndigheder. Engagerede mentorer kan være en sidste udvej.  Men det er en kunst at gennemføre en god mentorindsats. Ny håndbog viser hvordan

Problemer med ungdomskriminalitet, manglende uddannelse og svage familier giver et udtalt behov for støtte til unge i udsatte boligområder. En udbredt løsning er mentorindsatser, hvor udsatte unge får tilknyttet en ansvarlig voksen, der hjælper og vejleder den unge.

Kriterier for en god indsats

Det er ikke alle mentorindsatser, der er vellykkede. Et studie fra Det kriminalpræventive Råd viser, at den succesfulde mentorindsats som regel opfylder fire kriterier:

1.Indsatsen varer mindst ét år

2. Mentor og den unge mødes mindst én gang om ugen i flere timer

3. Mentor er engageret og anerkendende

4. Mentorerne og de unge matches så der sikres en god personlig kemi

Eksempler på mentorindsatser

Center for Boligsocial Udvikling har udvalgt tre konkrete mentorindsatser i udsatte boligområder, holdt dem op imod kriterierne og samlet erfaringerne. De tre indsatser er:

– Erhvervsmentorerne i Ishøj

– Projekt A til B i Odense

– Socialmentor i Høje Gladsaxe

Erfaringerne er blevet samlet i en håndbog, der gennemgår de vigtigste overvejelser, man skal gøre sig som projektleder på en mentorindsats i udsatte boligområder.

– En god mentorindsats kan noget unikt i forhold til at hjælpe udsatte unge i uddannelse og job. Men det er en kompleks proces, der stiller store krav til mentoren og forudsætter tillid og indbyrdes sympati mellem den unge og den voksne. Det er mit håb, at håndbogen kan tjene som en hjælp til alle, der overvejer en mentorindsats, men er i tvivl om fremgangsmåden, siger Nana Øland Frederiksen, der står bag håndbogen.

Kontakt

Nana Øland Frederiksen
50 89 45 03
nfr@cfbu.dk

Link til CFBU hjemmeside